Det kan både være nemt og svært at gennemskue en falsk annonce. Der er nogle typiske faretegn som ofte går igen i falske annoncer, men nogle svindlere er blevet så gode, at det kan være svært at gennemskue svindleren ud fra annoncen.

På Findroommate gennemgår vi alle annoncer når de bliver oprettet, for at sørge for at ingen svindlere annoncerer på siden. De fleste boligsider gennemgår deres annoncer, men på f.eks. sociale medier som Facebook er der langt mindre kontrol af annoncerne og det er nemmere for svindlere at få kontakt til boligsøgende. Uanset hvor du søger bolig henne, bør du dog altid være opmærksom på om alt virker reelt ved annoncen og udlejeren. Er du i tvivl om en annonce, så skriv til supporten og få assistance. 

Her er en liste med de typiske tegn på at en annonce er falsk:

  • Udlejeren skriver på engelsk og forklarer at vedkommende er flyttet til udlandet
  • Udlejeren har ikke mulighed for at fremvise boligen
  • Udlejeren kan forklare meget om nærområdet, men ikke så meget om selve boligen. Det er nemt for svindlere at google sig til hvad der ligger tæt på en adresse, men ikke så nemt at forklare hvordan en bolig, som ikke findes, ser ud
  • Udlejeren bruger billeder som ligner hotelværelser eller værelser fra udlandet. Et eksempel på dette kunne være hvis billedet viser at der er air condition eller udsigt til palmer, hvilket begge er et sjældent syn i Danmark
  • Udlejeren beder enten om at få depositum betalt kontant eller til en udenlandsk konto så som Western Union. (I disse tilfælde kan konti nemlig ikke spores og pengene ikke trækkes tilbage)
  • Virker en annonce for god til at være sand, er den det nok. Finder du en annonce i midten af København til 4000 kr./mdr. så er det højest sandsynligt en falsk annonce, da huslejen for lejligheder i Indre by er langt højere end dette

Ovenstående liste viser de tydelige tegn på en svindler og en falsk annonce. De dygtige svindlere kan være sværere at se udelukkende på baggrund af annoncen. Der skal lidt mere detektivarbejde til. Er du  f.eks. ude og se på en lejlighed eller et værelse, så kig på dørskiltet eller dørtelefonen. Svarer det navn, der står på døren/dørtelefonen overens med udlejerens navn? Gør det ikke, så se om du kan finde kontaktoplysninger på vedkommende på skiltet, så du kan komme i kontakt med denne person, og høre om lejemålet er reelt.

Her får du nogle gode råd til hvordan du kan udgå at blive snydt af en svindler:

  • Overfør ikke penge til en udenlands konto og betal ikke kontant 
  • Få altid en lejekontrakt og betal ikke depositummet før du har fået en underskrevet lejekontrakt
  • Har udlejeren ytret at boligen tidligere har været udlejet, så spørg om kontaktoplysninger på tidligere lejere, så du kan forhøre dig om udlejerens identitet og lejemålets realitet hos dem
  • Sørg altid for at have set boligen før du overfører nogle penge
  • I forlængelse af ovenstående skal du også sørge for at have mødt udlejeren face to face og ikke bare over skype eller mail
  • Lav en googlesøgning på eventuelle billeder på annoncen og se om de bliver brugt på andre sider. Bliver billedet brugt andre steder, så tjek om adressen er den samme og om udlejeren er den samme. En udlejer kan jo godt annoncere på flere hjemmesider
  • Brug generelt din sunde fornuft. Har du en dårlig mavefornemmelse omkring lejemålet, så lad være med at skrive under på en lejekontrakt og lad være med at overfør depositum
Fandt du dit svar?